Det vigtigste for mig er, at børnene har en omsorgsperson og et sted, hvor de føler sig helt trygge ved, at komme hver dag. Jeg skal være den omsorgsperson, som børnene kan hygge, grine, græde og lære ved, når mor og far er på arbejde. Pasningsordningen skal være et sted, hvor barnet bliver klar til børnehaven.
I hverdagen har jeg nogle grundlæggende værdier, som jeg vil arbejde ud fra i hverdagen.
Jeg vil i dagligdagen lægge stor vægt på, at komme ud og se, føle, høre og færdes i naturen. Det kan være vi "bare" går en tur på legepladsen, en tur i skoven eller tager vores ladcykel på tur. Mulighederne er store i området. Naturen er et arbejdsredskab og en base. Vi er ude i naturen hver dag.
Et barn med en motorisk god udvikling, bliver styrket mere i sin øvrige udvikling. Derfor vil naturgården være et sted, hvor motorik er en naturlig del af dagligdagen inde som ude. Indenfor vil der være legeting der styrker barnet på en naturlig måde i dagligdagen, både fin- og grovmotorisk. Vi vil tegne, lege i bolde, løbe/gå/kravle, lave sanglege mv.. Udenfor vil legpladsen også være et udfordrene og sjovt miljø. og selvfølgelig vil skoven være det utimative legested med plads til udvikling af motorikken.
Sprog og sproglig forståelse er ikke kun for dem der kan snakke. Det er vigtigt, at alle børn bliver snakket med og talt til i dagligdagen. For at lære sprog må man kunne høre det. Hos mig vil dialog, sang, historier, rim og remser og pludren være en del af dagligdagen.
Børnene i dagplejen skal alle betragtes, som et selvstændigt individ og skal mødes det sted i udviklingen, hvor barnet befinder sig. Det er netop en af grundene til, at jeg startede som privat børnepasser. Her vil der blive tid og plads til, at se og høre alle hver dag og tilpasse dagligdagen efter hvordan børnegruppen har det den pågældende dag.
Det er vigtigt, at møde barnets nysgerrighed om vi er på legepladsen eller synger en sang. Barnet får plads til, at byde ind med hvad det har på sinde på alle tider af dagen.
Vi skal alle lytte, tale og respektere hinanden i hverdagen for, at få et godt og inkluderende læringsmiljø.
Der sættes kartofler, gøres klar i drivhuset og såes i højbedene. Måske skal havemøblerne vaskes. eller legepladsen fejes. Vi skal fodre hønsene og fjerne grene på legepladsens lille skovområde. Måske skal opvaskemaskinen tømmes eller der skal bages boller.
Alle gøremål er noget vi sætter stor værdi i, at børnene lærer, som en naturlig del af en hverdag herude. Det er altid hyggeligt, når alle hjælper til og alle aldre kan hjælpe til.
Del siden